Lær Lolland at kende
En tur til badelandet Lalandia i Rødby betyder, at I skal besøge Danmarks fjerdestørste ø: Lolland. Øen er afgrænset af Langelandsbælt i vest, Smålandsfarvandet i nord, Guldborgsund i øst og Femern Bælt i syd, og er en del af sydhavsøerne, som også består af Falster, Møn, Bogø, Fejø, Femø og en række mindre øer. Den lange kystlinje betyder, at der er mange lækre sandstrande med gode bademuligheder, og en sejltur på havet er oplagt på disse kanter af Danmark. I vil opleve et meget fladt landskab, og flere steder ud mod kysten er der opført diger, så vandet ikke oversvømmer øen. På øen finder I de tre store byer Nakskov, Maribo og Sakskøbing, hvor der venter jer en masse spændende oplevelser.