Pool, spa og wellness
Feriestedets poolområde, Water planet, kan med garanti få brændt børnenes energi af og sørge for en fantastisk dag med masser af vandleg. Poolområdet byder på pools til både store og små børn. Børnepoolen har blandt andet fire rutsjebaner og vandkanoner, mens poolen til de helt små byder på forskelligt legetøj samt vandsprinklere. De voksne bliver heller ikke glemt – i afslapningspoolen finder du gejsere, vandtårne og undervandsmassage. Trænger du for alvor til at glemme hverdagens stress, skal du forkæle dig selv i feriestedets spaafdeling. Fire finske saunaer, spabad, tre dampsaunaer og afslapningsrum med vandsenge er blandt andet nogle af de fristelser, der venter på dig. Derudover kan du i spaeVita-centret få massagebehandlinger, gå i solarium og prøve en af de særligt helbredende mudderbehandlinger.