Åndehuller uden turister
Fiskerbyerne Aci Castello, Aci Trezza og Acireale ligger alle ud til kysten, der går under navnet Kyklopernes Riviera. Stranden her er en lavastrand, og enorme lavaklipper ligger tilfældigt smidt ud over området. De tre byer ligger på lavaterrasser, som er lavet af Etnas udbrud. Stranden er perfekt til en dag med krabbefangst, hvor I kan nyde, at der ikke er lige så mange turister her som ved de traditionelle badestrande.
På trods af det rolige område ligger de tre små fiskerbyer inde med alt, hvad I har brug for. Caféer og butikker ligger side om side ved vandet, og her kan I finde badesko og fiskenet til strandturen. Området her er også kendt for sine fiskerestauranter, der laver gode, friske retter, og du kan tit få lov at vælge den friske fisk, inden den tilberedes.